Mit barndomshjem var til tider præget af et rigtig meget testosteron. Overmaskuline mænd. Og mucho macho.

Følelsesregistret var begrænset. For kun to følelser var tilladt ifølge hjemmets uskrevne love: Glæde og vrede. Vrede og glæde.

Til gengæld blev de begge udtrykt med stor kraft. Begge lå de lige under overfladen og klar til at blive aktiveret.

Hidsigheden og den let antændelige voldsomme vrede passede ikke til en følsom dreng som mig. Jeg kunne godt udvise temperament men aldrig så ofte og slet ikke i det gear, som de flest i min familie kunne. Så hvad gør man så for at overleve? Jeg valgte den anden. Altså glæden.

Og blev den muntre søn, som altid kan få de andre til at grine. Altid med et kvikt svar parat. Og med en forløsende joke, så vi kan bevare eller genoprette den gode stemning.

For sansestærke drenge og mænd har det nu engang bedst, når vi er venner alle sammen. Og da vi samtidig er verdensmestre i at fornemme stemninger, tilpasser vi vores adfærd og prøver at påvirke alles humør, så det passer bedre til vores verdensbillede. Uvenskab og skænderier tager vores energi og giver os en følelse af utryghed.

Følelser er altid et signal om et behov

Med den joviale og friskfyragtige adfærd får jeg tilfredsstillet et behov for tryghed: Lad os nu lige have det lidt sjovt. Så længe vi alle sammen kan grine sammen, er der nok ingen der får nogen på hovedet.

At få andre til at grine har været min største sociale force – ikke bare i min barndom og ungdom – men også i mit voksenliv. Klassens, fodboldholdets, ungdomsklubbens, familiens, vennekredsens og arbejdspladsens sjove dreng.

Det har også betydet, at jeg har haft svært ved at fungere sammen med folk uden humor eller som kun sjældent viser glæde. Stonefaces eller folk, som ikke synes, det jeg siger er sjovt, opfylder jo ikke mit behov. For hvem ved, hvad der sker lige om lidt? Min krybdyrshjerne frygter måske, at der er øretæver i luften. Selvom fornuften godt kan se noget andet. Men når dit system tilstrækkelig mange gange har oplevet den acceleration, hvormed tavshed pludselig kan blive til hidsighed, så sidder det i kroppen.

For mange sansestærke mænd ligger det fjernt at slå andre i hovedet med en knytnæve.  Og vi kan heller ikke lide at se på, at andre gør det. Empatien er i vejen og vi kan nemt blive kede af det.

Men det der med at være ked af det, var ikke velset. Og græde skulle jeg slet ikke. Ingen andre i familien gjorde det. Ingen. Når jeg gjorde det alligevel, fordi jeg ikke kunne holde det inde, så fik jeg besked på at tage mig sammen eller mande mig op.

Det at føle mig anderledes i min egen familie har medført, at jeg altid har været hård ved mig selv. Jeg har altid stillet skyhøje krav og været perfektionist på den usunde måde. Også længe efter, at jeg har fundet mine egne værdier at leve efter.

I dag ved jeg godt, at det var mig, der var den sundeste. Og jeg er taknemmelig for min fornuft, som også har fulgt mig gennem årene. For der er overlevelsesstrategier, som er betydeligt værre end at blive klassens klovn.

Nogle reagerer med selv at blive overmaskuline og bliver fanget i en spiral, som kan svær at komme ud af.

Og mange tyer til stimulanser som overspisning, underspisning, sukker, overdreven motion, sex/porno, spil, sociale medier, shopping, koffein, alkohol, rygning eller for meget arbejde for at flygte fra og overdøve følelserne.

Oveni alt det kommer konsekvenserne af at undertrykke sine følelser. Vores system finder sine egne strategier til at råbe op – ofte i form af sygdom og mistrivsel.  

________________

Jeg sidder lige og bliver bevidst om, at jeg har fået skrevet mig ned i et følelsesmæssigt tungt hjørne. Hvor jeg ikke kan lide at være. Så jeg har virkelig lyst til at skrive noget morsomt og afslutte i den muntre tone, som jeg har det bedst med.  

Men måske skulle jeg bare slutte her. For en gangs skyld. Og bare mærke efter. For jeg har løsrevet mig fra min barndoms uskrevne regler og kan godt give mig selv lov til at have mere end bare to følelser.