Rider du på en tiger?

Måske er din dagligdag beskrevet af en forhenværende politiker?

Den tidligere statsminister for venstre og FN-flygtningehøjkommissær Poul Hartling har sagt nogle berømte ord om det at være politiker. Det er stadig et meget brugt billede på arbejdsforholdene for politikere. Og det er sikkert ikke blevet bedre siden Hartlings tid, hvor forholdet til pressen var et andet og internettet og sociale medier ikke fandtes:

“Politik er som at ride på en tiger. Bliver man hængende, bliver man ført længere og længere ind i junglen. Falder man af, bliver man ædt”

Det lyder jo ikke superattraktivt med to uheldige alternativer. Som det berømte valg mellem pest og kolera.

Det kan give en følelse af afmagt og håbløshed

hvis du føler dig fanget i en situation, du ikke kan se en vej ud af.

Jeg er med på, at der er ekstra pres på politikerhvervet af mange forskellige årsager. Men det pres gælder vel ikke kun i politik?

  • Sygeplejersken, som ikke kan se sig ud af nedskæringerne, men ikke vil svigte patienterne
  • Den arbejdsløse, som føler sig magtesløs i forhold til dagpengesystemet og gerne vil have et job
  • Småbørns forælderen som føler sig fanget i den daglige trædemølle men selvfølgelig ikke kan svigte sine børn

Som tidligere leder af større projekter har jeg selv oplevet følelsen af at være fanget. Der står på side et i projekthåndbøgerne, at hvis du vil være sikker på fiasko for et projekt, så skal du bare skifte projektleder undervejs. Den der følelse af, at du er den eneste, som kan udføre et job, kan nemt opstå i dit hoved og holde dig fanget.

Men er det nu også hele sandheden?

Eller er der reelt andre muligheder? Måske er det fordi, du står inde i skoven og ikke kan se den for bare træer? At se det hele lidt fra oven i helikopter perspektiv kan være gavnligt, men det er megasvært at svinge sig derop ved egen hjælp, når du er fanget i den daglige trædemølle og måske har en følelse af kontroltab.

Har du mistet overblikket, kan det være en god øvelse at opdele din livssituation i det, som er inden for din kontrol og det, som er udenfor. For at få det fulde udbytte, skal du måske lave den sammen med en anden, som kan se din situation udefra. For måske lyver du for dig selv?

Måske tror du, at du er uundværlig. Måske mener du, at ingen andre kan varetage dine opgaver. Men det passer ikke. Måske tror du ikke, at du kan sige dit job op eller overkomme en fyring. Det passer heller ikke. Måske tror du, at du bare lige skal have overstået denne her opgave, og så bliver det nok bedre. Det passer sjældent. Husk i stedet på:

Du har altid et valg

De forhold, som er uden for din kontrol, kan du få ro på, ved at acceptere dem som livsvilkår. De ting, som er inden for din kontrol, kan du gøre noget ved.

Og der er kun dig til at passe på dig selv. Du kan ikke regne med, at din arbejdsgiver gør det. Dit liv skal ikke dreje sig om at overleve hen til den næste weekend eller den næste ferie. Du skal leve hver dag.

Rider du på en tiger?