Overdreven maskulinitet er godt nok skyld i meget ulykke. Store egoer, der som hanhunde render og pisser deres territorie af, har kostet mange menneskeliv. Og de er som regel kendetegnet ved aldrig at blive klogere – på trods af alle rædslerne gennem tiden.  

Som nu ham der Putin. Alt for meget testosteron, som tilsyneladende byder ham at holde hans egen befolkning i et jerngreb. For ikke at nævne anden grænseoverskridende adfærd.

Hold kæft hvor er det trættende.

Som sansestærk mand glæder jeg mig over den vestlige verdens fredelige modsvar og sammenhold. Men jeg frygter også, hvordan Putins reaktion vil være, når han er trængt op i en krog.

Og så kan jeg tage mig selv i at ønske, at nogen laver et effektivt attentat og sender ham til Sibirien uden andet tøj end hans røde underbukser. Men det bliver ikke mig. For jeg har det ligesom fortælleren i Halfdan Rasmussens digt Noget om Helte:

”Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor.             
Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.       
Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø,  
for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.     

Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg.
Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot,
jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt.

Samson gik og styrted’ templer, Peter Freuchen knak sit ben.
Ak mod disse to eksempler er min dåd en sølle én.
Jeg har aldrig dræbt filistre eller kæmpet med en haj,
og når stærke mænd blir bistre, syn’s jeg det er synd for mig.

Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.

Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på.
Der er nok af danske helte, som er danske hele dag’n,
og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan.

Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd.
Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk,
og vil hell’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk.

Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord.
der er øller i min mave, der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad
skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.”

Så elegant kan det siges. Halfdan Rasmussen udgav digtet i 1955, som en pacifistisk kommentar til den kolde krig. Du finder det og andre af hans genialiteter i digtsamlingen Tosserier.

Som sansestærk mand genkender jeg bevidstheden om, at jeg ikke er en kriger i modsætning til ”rigtige mænd” og hvad det har betydet for mig gennem tiden.

Men nogen har altså bare ikke nok i eget persillebed og får lyst til at udvide. Jeg synes Putin skal passe sin egen køkkenhave og pleje sit ego ved at konkurrere om, hvem der kan lave de rødeste radiser.

Så vil jeg gøre, hvad jeg kan for at reklamere for den bløde mands værdier imens. Kan du genkende dig selv i digtet?