Er du en krisekriger?

”Den modne sensitive krisekriger har en rørende evne til at rumme andres smerte.” Sådan skriver Psykolog Emilie Jahnnie Sigård i sin bog Det sensitive hjerte.

Jeg blev meget rørt, da jeg første gang læste afsnittet om at være krisekriger. Først og fremmest kunne jeg genkende en masse fra mig selv, og det er jo altid værdifuldt at kunne spejle sig og finde ud af, at man ikke er alene.

Men jeg fik også sat ord på noget, som jeg nok godt vidste inderst inde, men ikke havde fuld bevidsthed på:

Jeg har en indre styrke udover det sædvanlige

Og det er vel at mærke en anden slags styrke end den, som mænd for det meste bliver rost for.

Du får lige det fulde afsnit fra Emilie Jahnnies bog:

”Jeg er ofte blevet så forundret over det paradoksale i, at sensitive mennesker, der kan være så påvirkelige og sarte, samtidig er så følelsesmæssige stærke i kriser, der kræver indre udholdenhed og rummelighed. Når den, der sædvanligvis opfattes som stærk, træder til side, så holder den sensitive ved ud fra en dyb indre forståelse af, hvad situationen kræver. Sensitive mennesker er ofte krisekrigere, og hvor de kan være sarte, så er de langt fra svage. Tværtimod! På et dybdepsykologisk plan er de bomstærke. Evnen til at være i rum med stærke og smertelige følelser kombineret med en god fornemmelse af egne følelser, forstærker den indre modenhed og følelsesmæssige bevidsthed. Den modne sensitive krisekriger har en rørende evne til at rumme andres smerte. Men det kræver, at krisekrigeren ikke længere identificerer sig med det, der ikke er hans eller hendes”

Det er smukt skrevet og finder stor genklang hos mig. Jeg er ellers ikke nogen kriger, og jeg gider heller ikke at være det. Men ordet KRISEKRIGER kan jeg godt bruge til noget. For her får jeg brugt mine særlige evner til noget positivt og konstruktivt og til gavn for andre mennesker.

Jeg er en erfaren krisekriger efter mange år som pårørende til alvorligt syge familiemedlemmer. Da jeg læste beskrivelsen herover, blev jeg stolt. Det er lykkedes at holde sammen på familien og på mig selv og stå nogenlunde fast på begge ben undervejs.

Men jeg kender også den efterreaktion, der kan komme, når bølgerne har lagt sig. Her er det vigtigt, at du undervejs i krisen kan adskille dit eget fra de andres og får reageret og ikke gemmer dine egne følelser væk.

Det kan du ellers nemt komme til, da du formodentlig forventer af dig selv som pårørende, at du skal være den stærke part og kun det. Men hvis du gemmer dine egne følelser og tanker væk, kan der komme en efterregning for eksempel i form af forsinkede stressreaktioner. Ligesom de fysiske, kræver også de mentale kraftudfoldelser en vis form for restitution.

Jeg har også brugt min evne til at rumme andres smerte i mit job som leder. Der var en overgang, hvor jeg havde en del medarbejdere, som tilfældigvis på samme tid havde seriøse udfordringer. Det kunne være alvorligt syge partnere eller børn.

Der blev grædt en del på mit kontor i den periode

Jeg er stolt af at blive beskrevet og kunne kende mig selv, som en der er indre udholdende, følelsesmæssig stærk og bomstærk på det dybdepsykologiske plan. Det lægger noget til historien om det at være sansestærk mand, som jeg godt kan bruge til at balancere og nuancere de sædvanlige historier om at være sensitiv, følsom, sart og så videre.

Og når man nu ved, at livet byder på op- og nedture for alle mennesker, er det da rart at vide, at man har de her egenskaber i baghånden.

Hvad med dig? Kender du den side af dig selv? Påskønner du den? Påskønner andre den?