Du er ikke alene

Føler du nogle gange, at du er den eneste, som er følsom, særligt sensitiv eller sansestærk? Det er du ikke! Faktisk er vi mange, som skiller os ud fra flertallet. Så mange, at man kan sige, at vi er normale. Det er nemlig en ret stor minoritet, som vi er en del af.

Ifølge den amerikanske forsker Elaine Aron er der mellem 15 og 20 procent af alle mennesker, som er sansestærke. Hvad betyder det i tal? Det betyder, at der i Danmark er op mod 560.000 mænd og drenge, som har dette karaktertræk.  Hvis du kigger dig omkring mod de fire verdenshjørner, ser det sådan ud:

  • Mod nord i Norge er der cirka lige så mange ”Høysensitive gutter”, som i Danmark.
  • Sydpå i Tyskland er der en total befolkning på 83 millioner. Hvis halvdelen er af hankøn, betyder det at op mod 8.3 millioner er ”Hochsensible Männer”.
  • Mod vest i USA er de 328 millioner i alt. Det giver op mod 33 millioner ”Highly Sensitive Men”.
  • Jeg ved ikke lige, hvad det hedder østpå i Kina. Men det land har knap 1,4 milliarder indbyggere. Milliarder! Det betyder 140 millioner sansestærke mænd, hvis vi bruger samme formel som ovenfor.

Jeg kunne jo godt nævne endnu flere lande. Men jeg håber, at du har forstået pointen. Du er ikke alene. Faktisk er vi rigtig mange. Et mindretal men et ret stort et.

Vi er for mange til, at der er unormalt

Hvis du har svært ved at have et forhold til så store tal, kan du prøve at se dig om i dine nærmeste omgivelser.

Hvor mange er der:

  • I din skole?
  • I dit klasseværelse?
  • På din arbejdsplads?
  • I din afdeling?
  • I din familie?
  • I din sportsklub?
  • Når du går i biografen?
  • I Svømmehallen?

Find selv på flere, hvis du har lyst.

 Er vi blevet flere mennesker med det sansestærke karaktertræk? Det fylder i hvert fald mere, end det nogensinde har gjort. I fagblade og aviser, på de sociale medier, i skoler og daginstitutioner og i diverse bøger og foredrag om emnet.

Jeg kan se tre forklaringer:

  1. Kendskabet til det at være særligt sensitiv eller sansestærk er blevet mere udbredt. Elaine Arons forskning startede i 90’erne og hendes arbejde er derfor nyt set i det store perspektiv.
  2. Vores generelle ordforråd er udvidet. Da jeg var dreng i tresserne, blev der ikke talt meget om sensitivitet. Men man kunne være møj-bløj (meget blød på østjysk). I dag er det mere naturligt, at forældre er opmærksomme på deres børns trivsel og taler om det.
  3. Samfundet har generelt ændret sig i en retning, som ikke er gunstig for sansestærke: Det er blevet et vilkår for alle mennesker at blive overstimuleret på grund af den enorme mængde af informationer, som man skal sortere imellem, men mennesker med det sansestærke personlighedstræk overvældes hurtigere.       

Vi er ikke alene

Det er vigtigt for alle mennesker at høre til; at føle at man har et tilhørsforhold. Jeg håber, at du går fra at føle dig udenfor og måske ensom til at føle dig som en del af et temmelig stort fællesskab. For det er for ærgerligt, hvis 560.000 mænd og drenge i Danmark hver for sig går og føler sig alene og unormale.