Som barn var jeg den der bedst kunne høres til for eksempel begravelser. Jeg stortudede. Jeg er vokset op i en arbejderfamilie, hvor raseri er den eneste følelse, der må vises. Alle andre følelser holdt man for sig selv, så jeg stak noget ud. Ordet sensitiv blev ikke brugt, men derimod var jeg på godt østjysk ”møj bløj” (meget blød). De værdier, der blev anerkendt og rost mest, var at slå først og at knokle. Heltene var dem, der brugte næverne, når ordene slap op. Det har i den grad sat sit præg på min ungdom og mit voksenliv. I mange år troede jeg også, at det var mine værdier. Men jeg har ikke haft den store succes som slagsbror. Jeg har ganske vist opnået en del resultater ved at knokle, men det har også medvirket til stresssygemeldinger, når jeg har arbejdet igennem i stedet for at stoppe i tide. Sansestærke mænd er pligtopfyldende og loyale. Nogle gange ud over, hvad der er sundt for os selv.

I mange år undrede jeg mig over virkeligt mange ting, som påvirkede mit liv. Meget ondt i maven af masser af fødevarer jeg ikke kunne tåle, hovedpine af diesellugt, rustbeskyttelse og maling. Hvorfor var jeg så følsom og nærtagende? Og hvordan kunne jeg både være så mentalt stærk og til andre tider så svag? Hvor kom vreden fra? Hvorfor var jeg både udadvendt og sjov og populær, når jeg også var meget indadvendt, akavet og til tider hård og ubehagelig og egentlig helst bare ville være alene?

Det hele blev bundet sammen i ét svar da jeg stiftede bekendtskab med begrebet Særligt Sensitiv. Jeg gik til foredrag hos Susanne Møberg og læste Elaine Aarons bog Særligt sensitive mennesker. Og hvilken lettelse. Det tog helt vildt lang tid at læse bogen, da jeg fik den ene ahaoplevelse efter den anden, som skulle fordøjes, inden jeg kunne læse videre. Jeg husker især den lettelse det var at finde ud af, at der er tale om noget fysisk. At vores nervesystemer er boostede mere end andres. Så er det altså ikke bare skaberi. Eller at jeg er en tøsedreng. Eller tag dig nu sammen. Eller dårlige nerver, som der var noget der hed, da jeg var dreng. Jeg var sidst i fyrrerne, da jeg blev oplyst. Ville jeg gerne have vidst det noget før? Jo tak.

Jeg besluttede ret hurtigt, at jeg ikke ville ligge under for karaktertrækket. Jeg blev jo også opmærksom på, alle de gode sider og dem besluttede jeg mig for at dyrke og så i øvrigt så godt som muligt tage mine forholdsregler mod overstimulering. Men der skulle alligevel gå cirka 10 år, inden brikkerne for alvor faldt på plads og jeg accepterede karaktertrækket fuldt ud.

Så her står jeg nu. Klar til at brede kendskabet ud og til at hjælpe andre med at opnå accept og indre anerkendelse. Det er nemlig en fed følelse.