Det kommer jeg nogle gange. Her er et billede af min kone. Hun er foran. Hvorfor er hun det? Det er ikke bare fordi, hun har krudt i røven. Det har hun. Men det er nok mere det, at jeg er kommet bagud. Igen. Jeg kan godt lide at tage billeder og jeg kan godt lide at have god tid til det. Og noget af det, jeg gennem tiden har taget billeder af, er altså af min kone, som er langt foran. Ofte opdager hun slet ikke, at jeg er stoppet. Så fylder hun ikke så meget i billedet.

Men hvordan kan hun bare gå forbi alle de fine blomster og dufte og udsigter og bjerget, der bare er sindssygt flot i lige præcis den her belysning?

Og hvis jeg gør hende opmærksom på en lille lækker plante, der dufter fantastisk, hvordan kan hun så bare sige ”Ja, den er sørme fin” og så bare gå videre? Som om ingenting var hændt. Og ignorere den skønhed der ligger lige for fødderne af os og som faktisk kan inhaleres! Helt ind under huden. Helt ind i sjælen. Og fylde én helt op! Hvis vi er på kunstudstilling, hvordan kan hun så gå igennem den på ingen tid, mens jeg kan bruge laaaang tid bare på et enkelt maleri? Og hvordan kan det være, at hun slet ikke kan høre den samme skønhed i musikken og blive rørt på samme måde, som mig? Det er jo ikke fordi, hun ikke synes det er smukt. Men min fornemmelse er, at hun ikke oplever med samme intensitet. Hun kommer ligesom hurtigere over det. Uden nødvendigvis at skulle tage bad idet. Eller lade sig oversvømme.

Jeg synes, det er interessant at vi kan være så forskellige og at vi har udfordringer med at sætte os i hinandens sted.

For selvom jeg scorer helt i top på empatiskalaen, så har jeg alligevel svært ved at sætte mig ind i, hvordan det er ikke at være sansestærk.

Alt det som jeg har og kan og som er noget naturligt for mig er helt fremmed for de fleste andre. Hvordan kan vi forstå hinanden?

Hvordan kan vi få andre til at forstå, at vi oplever med en anden intensitet? Hvordan forklarer man det? Vi kan godt fortælle, at vores nervesystem bearbejder sanseindtryk mere detaljeret. Men hvad betyder det i praksis? At jeg har en mere intens oplevelse, når jeg snuser til duften af et glas rødvin eller en hvidtjørn i blomst i april. Det er lidt ligesom med smerte. Hvor ondt har du? Man kan ikke give et entydigt indtryk af, hvor ondt det gør, så en anden præcist ved, hvordan det står til. Vi har ikke en skala for sanseoplevelser, som vi kan bruge som en ramme til at beskrive vores oplevelser med. Og dermed mister vi også muligheden for at beskrive forskellene på, hvordan vi oplever. Det er et vilkår, som vi må acceptere. Og måske er det slet ikke et problem? Vi kan jo godt dele noget, selvom vi oplever den samme ting med forskellig styrke. Vi sansestærke skal bare forstå, at vi er alene med den intense oplevelse og at det er okay. Så vi deler noget af oplevelsen og noget af det har vi for os selv.

Hjemme hos os har vi for længst indrettet os. Det er ok, at den ene en gang imellem kommer foran. I det daglige holder vi hinanden i hånden, så er det problem løst. På længere vandreture kan det være rart at kunne svinge lidt med armene. Og så kommer jeg bagud igen. Men selvom det på billedet ser ud som, vi er langt fra hinanden, så er vi det ikke alligevel. Did you get the picture?