Hvad vil det sige
at være sansestærk?
Når man er sansestærk, bliver ens hjerne bombarderet med flere indtryk end hos dem, som ikke har karaktertrækket. Det er nervesystemet, som er anderledes. Det er mere fintfølende og man modtager flere detaljer end andre.
Med en sammenligning fra fotoverdenen kan man populært sige, at sansestærke mennesker lagrer sanseindtryk i RAW-format og andre mennesker i jpeg format.
Jpeg billeder er komprimerede og fylder mindre på harddisken og det er hurtigere for kameraet at lagre billedet i hukommelsen. RAW-billeder er ukomprimerede og indeholder mange flere informationer. Det indeholder de rå data fra kameraets sensor.
Det er ressourcekrævende at modtage og bearbejde så mange informationer og det gør, at sansestærke hurtigere bliver overstimulerede. Men det betyder også, at man får en masse detaljer, som andre ikke ser, hører, lugter, smager og føler. Oveni de fem nævnte sanser har sansestærke ofte en højtudviklet sjette sans. Vi er ret skrappe til at mærke stemninger hos andre mennesker på godt og ondt.